64

Nyhedsbrev Februar 2011Udskriv side



Seniorafdelingen

Så ruller bolden atter og opstartsfasen frem mod den nye sæson er i gang. Og vi er kommet godt fra land. 27, 26 og 29 seniorspillere er dukket op til de første 3 træningspas, og det er mere, end vi tidligere har oplevet på denne tid.

Standerhejsningen søndag den 30. januar foregik i strålende solskin. 27 seniorspillere var mødt frem, og det er faktisk det højeste antal til en standerhejsning i flere år. Lad os håbe at vejret på denne dag, var en strømpil for, hvorledes sæsonen kommer til at forløbe.

De kommende 2 måneders opstartstræning skal naturligvis først og fremmest bringe os i rigtig god fysisk form. Med kunstgræsbanen til rådighed har vi mulighed for i højere grad at komme i form gennem spil end ved blot at løbe. Det betyder dog ikke, at der slet ikke kommer løb uden bold på programmet. Det gør der, men vi vil i høj grad forsøge at bringe os i form gennem spil og derved slå to fluer med et smæk.

I forbindelse med træningen vil jeg også nævne, at vi har fået nyt lysanlæg omkring kunstgræsbanen. Det er en helt enorm forskel, man oplever. Det grumsede gule lys er afløst af klart hvidt lys, hvilket virkelig er en meget stor forbedring af vore træningsforhold.

Så længe banen også benyttes af andre klubber er vores træningstid fremrykket en ½ time og er barberet ned med et kvarter. Det betyder, at træningen foregår tirsdag og torsdag fra kl. 18.00-19.30. Fra og med mandag den 14. februar trænes der tillige mandag på samme tidspunkt. Som tidligere er det vigtigt, at man melder afbud, hvis man er forhindret i at komme til træning. Som noget nyt vil vores fysioterapeut Henrik Møller det næste stykke tid medvirke under opvarmningen.

Udover træningen vil der allerede efter den første uges træning være træningskampe for holdene. Disse vil køre i weekenden helt frem til turneringsstart i starten af april.

I weekenden fre-søn 11-13. marts afholder vi, som tidligere oplyst, træningslejr med indkvartering i Hirtshals Idrætscenters værelsesfløj og med adgang til kunstgræsbanen. Vi indleder med indkvartering fredag kl. 17.30 med efterfølgende middag. Træningslejren slutter i løbet af søndag eftermiddag. Prisen for deltagelse er sat til 300 kr. pr. spiller. Resten betales af klubben. Man skal derfor se at få sig meldt til og ordnet betaling til MIV.

Der er sket en del ændringer i truppen.  Vi må desværre tage afsked med Patrick Pedersen, der har skrevet en 2-årig kontrakt med FC Hjørring. Vi vil ønske Patrick tillykke med kontrakten og håber, at han slår igennem i 1. division. Jeg vil gerne understrege, at skiftet er kommet i stand gennem en tæt dialog mellem Patrick, hans far, FC Hjørrings sportsdirektør Jakob Krüger og Hirtshals boldklub. Vores målmand Håkan Lane er rejst til Fyn for at arbejde. Vores tidligere anfører Dennis Poulsen er flyttet til Asdal, hvor han skal være spillende træner. Daniel Nielsen, der var skadet det meste af sidste sæson, er flyttet til København for at uddanne sig og har valgt Brøndby som sin nye klub. Mathias Pedersen vil træne frem mod et maratonløb og mener ikke at kunne kombinere det med fodbolden, mens Thomas Hahn er taget på en større rejse. Endelig er Christoffer Martensen, som spillede de sidste par måneder af 2010 hos os, flyttet til Finland.

Heldigvis er der også nye spillere, der er kommet til klubben. U19-målmanden Niels York er kommet til fra Jetsmark, hvor vi sidste år mødte ham i serie 1. Også hos os skal Niels efter planen spille seniorfodbold. Desuden har vores tidligere førsteholdsmålmand Mikkel Hermansen efter 1½ år skadespause med  skulderproblemer genoptaget træningen. Det samme har Torsten Olesen, der også har døjet med sin skulder og været ude i næsten 2 år. Derudover har vi fået tilgang af to meget spændende unge 19-årige spillere i skikkelse af Tobias Bruun og Morten Larsen fra Tornby. Jesper Jensen og Lasse Hounsgaard, der var  bærende kræfter på det nu nedlagte FC Domino, har meldt sig under vingerne, mens Frederik Dahl Andersen, der i efteråret optrådte på dispensation på U19-holdet, nu endegyldigt er rykket op som seniorspiller. Endelig har Kim Rune Nielsen genoptaget fodboldspillet. Rent antalsmæssigt ser vi altså pt. ud til at være en smule styrket i forhold til sidste sæson.

I løbet af vinteren har vi deltaget med 2 hold i JBU´s indefodboldturnering. Ét i A-rækken og ét i B-rækken. Begge hold endte i den pæne del af rækken. A-holdet blev nr. 3 af 7 hold med 18 point for 12 kampe, mens B-holdet sluttede som nr. 2 af 6 med hele 22 point for 10 kampe – blot et enkelt point efter Tårs, som vandt rækken.

Troels Gaardbo

For at afmelde nyhedsbrevet følg dette link: Afmeld