| Nyhedsbrev Oktober 2010 Nyt fra Seniorafdelingen Efter den helt fænomenale start
på sæsonen med 10 sejre, 1 uafgjort og et enkelt nederlag til vore 4 seniorhold
i august blev september resultatmæssigt mere på det jævne. Vi har stadigvæk mange til
træning, og det er aldrig et problem at dele op i 2 trupper, når vi ønsker det.
Vi ligger oftest mellem 28 og 35 mand til træning tirsdag og torsdag, mens vi
om mandagen har været fra 14-20 spillere. Vi er nu kommet ind i den mørke
tid, hvilket betyder, at vi har måttet flytte træningen fra ?hullet? og ind på
banen ved siden af kunstgræsbanen for at kunne drage nytte af lysanlægget. Det betyder, at vi er mange på græsbanen på
Nejst, da også ynglinge træner samtidig med os. Ynglingene har dog benyttet
kunstgræsset, hvilket har givet mere rum til os andre. Lysanlægget fungerer langt fra
optimalt, og det kan være svært at se, men med udsigt til et nyt lysanlæg inden
for ganske kort tid er der naturligvis ikke grundlag for at få udbedret
skaderne på det eksisterende anlæg lige nu. Et måske urealistisk ønske herfra
kunne være, at sætte 2 lamper op på de nordligste master, der vender over mod
?hullet?. Vi vil da kunne benytte den sydlige banehalvdel af ?hullet? i
lysperioden. Serie 1: Septembers 5 kampe har udmøntet
sig i 2 sejre, 2 uafgjorte og et nederlag i topopgøret mod Lindholm. Det
betyder, at vi også går ind til oktober som nr. 2 i rækken. Vi er dog 4 point
efter Lindholm, så der er ikke råd til at sætte meget til i de sidste 6 kampe,
hvis vi skal kæmpe med om førstepladsen. Vi er nu modsat de 2 seneste sæsoner i
den jagende rolle, hvor vi tidligere har været de jagede. Et kvalificeret bud
må være, at vi skal bruge 5 sejre i de sidste 6 kampe for at blive nr. 1. Spillemæssigt har vi lidt meget
under, at vi har haft svært ved at lukke hullet på højre kant efter Peter
Jensen, der mere eller mindre har været ude af spillet med sin efterhånden
meget langvarige skade. I Lindholm havde vi yderligere det problem, at 2
stamspillere ikke var til disposition, hvilket var mærkbart i vores offensiv. Vi må dog bare klø på og arbejde
videre, og så må vi gøre slutresultatet op i starten af november. Serie 3: Septembers 5 kampe har kastet 2
sejre, 1 uafgjort og 2 nederlag af sig. Det betyder, at vi har måttet give slip
på den absolutte top og nu ligger nr. 3, 5 point efter såvel Sindal, som vi i
øvrigt tilføjede deres eneste nederlag, som HI. Prof har måttet bruge mange
forskellige spillere, hvilket kan have forårsaget den mere jævne pointhøst. Serie 5: Holdet tromler fortsat derudaf.
En enkelt uafgjort i september er holdets eneste pointtab. Det betyder, at de 3
øvrige kampe er vundet ? den ene dog uden at spille. Holdet ligger naturligvis
på førstepladsen med 2 point ned til Bagterp, som dog har spillet én kamp mere.
Alt i alt betyder det, at 2 sejre i de sidste 3 kampe vil sikre holdet
oprykning til serie 4. Det er tydeligt, at der i år er langt flere spillere på
holdet, som også besøger træningsbanen. Serie 6: Stammen udgøres stadigvæk af
overskydende ynglinge. Med de mange seniorspillere betyder det et luksusproblem
for ?Burger?, når han skal stille hold. Faktisk træner de fleste spillere på
dette hold. Det er naturligvis positivt. Omvendt er det skidt for klubben, at
vi ikke har et tilbud for alle, som bare vil spille en kamp om ugen. Det burde
vi også i Hirtshals Boldklub have plads til. Derfor søgte vi, som nævnt i
septemberbrevet, om at få efteranmeldt et serie 6-hold. Vi kom da også på
venteliste, men meget usædvanligt, har der ikke været udtrækninger, så det
bliver ikke i dette efterår, vi får det 5. seniorhold med. Jeg håber, at de
ramte spillere vil være tålmodige og fortsat være til disposition til foråret,
hvor vi så kan melde et ekstra hold til fra start. Rent resultatmæssigt har august
givet én sejr og 3 nederlag. Holdet er derfor dumpet ned fra en første- til en
fjerdeplads. Rækken er imidlertid meget jævn, og der er kun 3 point op til
førstepladsen. Vi skal dog huske på, at det er vigtigere for os at benytte de
spillere, som træner, frem for at gøre holdet så stærkt som muligt. U21: Turneringen har desværre ikke
haft samme værdi for os som tidligere. Blot 2 kampe har vi spillet, begge ude,
pga. udtrækning. Begge kampe er tabt med henholdsvis 1-3 og 3-4 efter, at vi i
begge kampe har været foran. Kampene har været placeret på tidspunkter, hvor vi
har været nødsaget til at spare en del af førsteholdsspillerne, hvilket
forklarer de manglende sejre. Vi krydser nu fingre for, at
forårets turnering vil byde på flere kampe, så turneringen også fremover kan
fungere som rugekasse for vores første- og andethold. Troels Gaardbo, cheftræner |