64

Vigtig sejr over Bagterp!

Seniorafdeling
28. april 2011 - 10:47 af: Morten Bering Madsen

Serie 4 vandt flot sejr over Bagterp IF og cementerede 1. pladsen i rækken. Læs hele kampreferatet her.

Bagterp IF - Hirtshals B 1-4 (1-3) Serie 4

Mål for Hirtshals: Vajhøj 2, Mathias 1 og Brix 1.                Advarsel: Arne


H.B. serie 4´ s opstilling var som følger. Karakteren gives ud fra stemmernes fordeling og trænernes vurdering.


Charlie, (4 - flot kamp af Charlie som udstråler autoritet i feltet og havde mange gode udspark. Flot at han stødte til truppen få timer før kampen - Tak Charlie)

Rasmus Poulsen, (4 - IGEN en god kamp af Ralle. Man ved hvad man får når man har Ralle med, og det er 110 % fight.)

Daniel Andersen, (5 - fantastisk kamp! Han startede som højre back og blev flyttet frem på højre midt i pausen. Hvilken energi og gejst den knægt har!)

Madsen, (4 - ok kamp. Dog skal der arbejdes med hurtigheden i omstillingsspillet)

Dejner, (4 - flot flot kamp på en uvant plads. Der blev ikke lavet en eneste fejl i hans side og oveni det havde han mange gode afleveringer frem i banen.)

Jens Jensen, (4 - var tilbage på hans bedste plads, centralt på midtbanen. Det kunne man tydeligt se, da han styrede midtbanen med sikkert pasningsspil og flot boldpres igennem 90 min)

Mathias Pedersen, (4 - god kamp af Mathias. Der var helt styr på det defensive, men det offensive spil må godt forbedres lidt. Tog mange gode dybdeløb og er blevet sponsor i bødekassen efter hans brændte straffe!)

Anders Vajhøj, (7 - KANON kamp igen af "Dagens Lædervest". Vajhøj startede måske lidt svagt, da meget af spillet var i højre side, men han tog gevaldigt revanche de sidste 70 min. Med 2 scoringer og en sindssyg energi. Det gode ved Vajhøj er, at han kan dække utrolig mange pladser med høj kvalitet!)

Brix, (5 - fornøjelse at have Brix med på serie 4. Han spillede kun 45 min., men var alligevel en evig trussel på højre kant. Hvis han havde spillet 90 min, var han en seriøs kandidat til "Dagens Lædervest". Flot energimål efter 5 min.)

Arne, (3 - Fornuftig kamp af Arne som gik godt med i kombinationerne, men manglede dog ofte i det defensive arbejde.)

Jesper Therker, (4 - udmærket kamp af Therker, som dog ikke var så dominerende som var tilfældet i SHI. Manden har tons af erfaring og det viser han i glimt, ved at holde på bolden i de rigtige situationer. Mange gode afleveringer dybt i banen)

Morder, (4 - hvilken energi!! Virkelig flot kamp af Morder, som startede på midten og lagde op til det første mål med en flot førstegangs aflevering dybt til Brix. En spiller vi virkelig vil få gavn af på serie 4, da han kan spille mange pladser med høj kvalitet)

Torben Holm, (3 - flot indhop. Holder godt i bolden og får slået et par gode bolde. Burde dog have scoret på et par åbne chancer. Flot at han stødte til truppen 10 min. før afgang - Tak Torben)

Simba, (3 - godt indhop af Simba, som udviser en super energi. Han mangler dog lidt i det taktiske, men det kommer med antallet af kampe)


Kampen set med trænernes øjne

Op til kampen havde vi fået pludselige afbud fra Kim Rune Nielsen og Mikkel Hermansen, men ind trådte Charlie og Torben Holm. Så vi havde ikke fået den bedste optakt til kampen, da både Kim og Mikkel indgik i start 11?eren. Men vi fik rettet det til og stillede med et stærkt hold til dagens kamp, mod måske rækkens dårligste hold. Vi skulle have 3 point for at følge op på den gode indsats i SHI, samt for at holde trit med de andre hold i toppen!

Kampen startede med at Mathias P, ikke havde nogle benskinner så Morder måtte starte på den centrale midtbane og det gjorde han flot. Efter 5 min. spil spillede han Brix fri på en flot dybdebold og Brix scorede sikkert. Der gik ikke mere end 3 min. efter det første mål, før Vajhøj havde scoret igen og med ca. 10 min. spillet, var vi allerede foran 2-0. Det var som om dette blev en sovepude, for pludselig havde Bagterp alt spillet og fik os presset tilbage. De fik også scoret på et flot langskud, som Charlie ikke havde en chance for at redde. Inden pausen fik vi dog styr på spillet og Vajhøj kan igen score så vi går til pause foran 3-1.

Anden halvleg blev en langgaber af dimensioner! De kunne intet frem af banen og blev aldrig farlige. Vi kørte en stille og rolig sejr hjem og med 10 min. igen scorede Mathias efter et gevaldigt koks i deres forsvar. Samme Mathias, havde chancen igen 2 min. før tid på et straffe, men dette brændte han hvilket tæller godt i bødekassen!

Flot kamp af alle mand og det er skønt, at se den gejst og energi som de unge gutter har. Hvis vi kan holde sammen på dette hold er vi helt sikkert med i toppen af puljen når den bliver afgjort til juni! Nu er der en vigtig kamp på lørdag mod Bjergby og den skal vi vinde for at holde trit med de andre tophold. Til sidst skal det siges, at vi ikke håber at der kommer flere afbud på selve kampdagen! Lad os nu holde sammen og få nogle flere sejre, hvilket jeg ikke er i tvivl om kommer, hvis vi kan stille med de samme 14 spillere hver gang. Husk nu at komme til træning, for det er der at grundlaget bliver lagt!


Dagens lædervest - Anders Vajhøj!